Sand
Sandkorn har forskellige størrelser og er enten kantede eller runde, og det er derfor vigtigt, at du får fat i den type sand, der egner sig bedst til dit projekt. Sand har nemlig en vigtig funktion i de fleste projekter, og det anvendes f.eks. i forbindelse med belægningsarbejde, støbeopgaver, som underlag og til børnenes sandkasse og legepladsområde.


Sand til alle slags projekter
Sand er et materiale, som er nødvendigt at anvende ved de fleste projekter. Hvad enten der er tale om ny belægning, bygge- eller støbeopgaver, har sand nemlig en vigtig funktion. De forskellige typer sand adskiller sig ved sandkornenes størrelse og form, og det betyder også, at der er bestemte typer sand, der egner sig bedst til bestemte projekter. Det er derfor vigtigt, at du kender forskellen på de forskellige typer sand, så du kan vælge det rette sand til dit projekt. Som udgangspunkt vil sand med kantede sandkorn have en bedre bæreevne end sand med runde sandkorn. Hos os finder du både strandsand, harpet sand (også kaldet bundsikringssand) samt støbesand.
Strandsand til sandkassen, legepladsområder og mureropgaver
Strandsand 0-2 mm bruges ofte som sandkassesand på grund af dets finere og runde sandkorn. Strandsand er desuden uden ler, hvilket gør denne type sand særlig fordelagtig at anvende til sandkassen eller andre legepladsområder, da det sikrer, at sandet ikke skader børnenes tøj, når de leger i sandet.
På grund af strandsandets bløde kvalitet er det behageligt at sidde i sandet, og det er desuden nemt for børnene at bygge sandslotte og lave sandkager i sandkassen med denne type sand. Det kan være en fordel at dække sandkassen til med et låg eller en presenning, så der ikke kommer dyr, grene eller blade i sandkassen. Hvis du ikke har en bund i din sandkasse, bør du desuden anbringe en fiberdug eller lignende, inden sandet placeres i sandkassen, så sandet ikke blandes med jord.
Den bløde kvalitet betyder, at strandsandet også kan bruges som faldunderlag ved en rutsjebane, en gynge eller et legetårn, så børnene lander blødt. Strandsand er nemlig også stødabsorberende, hvilket betyder, at børnene får et behageligt underlag at lande på.
Strandsand kan desuden anvendes til finpudsning, mørtel og vandskuring samt som fugesand mellem fliser.
Harpet sand til belægningsarbejde og opfyldning ved udgravning
Harpet sand (bundsikringssand) indeholder ler, men er renset for mindre sten. Harpet sand har mange anvendelsesmuligheder og kan bl.a. anvendes til følgende projekter:
- Kan anvendes som fyldsand
- Kan anvendes som nederste lag under belægningen ved en indkørsel eller terrasse
- Kan anvendes til opfyldning ved udgravning i forbindelse med diverse entreprenøropgaver
- Kan anvendes under betongulve som sandpude
Støbesand til diverse støbeopgaver
Støbesand kaldes også betonsand og er kendetegnet ved de kantede sandkorn, hvilket betyder, at denne type sand dermed har en bedre bæreevne end andet sand. Derfor anvendes støbesand, som navnet indikerer, til diverse finere støbeopgaver. Støbesand er således ideelt at anvende, når du skal bruge en betonblanding til forskellige projekter.
Med støbesand får du en jævn og pæn overflade, fordi materialet er harpet og renset. Det sikrer, at du får et flot resultat, når du anvender støbesand.
Støbesand kan anvendes til støbe- og pudseopgaver både indvendigt og udvendigt, og det er bl.a. fordelagtigt at benytte, hvis du skal støbe gulve eller pudse vægge. Støbesand kan også anvendes i forbindelse med støbning af bl.a. stolper. Vi anbefaler, at blandingsforholdet er 1:4. Det vil sige, at når du bruger 1 del cement, skal du bruge 4 dele støbesand.